Da han kom hjem, viste han sine nye indkøb til svoger og forretningspartner Jan Veldman. Sammen indså de hurtigt, at dette apparat havde et enormt forretningspotentiale. De vidste, at det daværende hollandske elhegn var svagt og ineffektivt, og især på det tidspunkt, hvor der voksede græs imod det. De to landmænd var overbeviste om, at dette nye og meget kraftigere apparat ville sælge godt blandt de hollandske fåreavlere, som stod over for store omkostninger i forbindelse med deres traditionelle indhegning.
De skrev til Bill Gallagher fra New Zealand og bad om flere oplysninger.
En mørk og stormfuld aften i foråret 1977 sad familien Dijkstra omkring pejsen i deres bondegård i Adorp, da de hørte nogen banke på vinduet. "Hvem kan det være?" spurgte de sig selv. Familiens gård lå midt på landet, lige uden for Groningen. Det regnede, og der var ingen lys udenfor. Normalt var der ingen, der bankede på vinduet; når der kom gæster, gik de bare ind.
Familien lukkede den fremmede ind. Han præsenterede sig som Bill Gallagher. En af Dijkstras havde skrevet til ham, og nu var han kommet over fra New Zealand for at tale om elhegn. Bill begyndte at fortælle om sit firma, dets oprindelse, og hvorfor hans elektriske hegn var så gode. Dooitze's engelsk var ikke særlig godt, men Erik og hans lillebror Meindert forstod ham kun alt for godt. I oktober fulgte endnu et besøg fra Gallagher, og lidt senere fik Veldman & Dijkstra tildelt distributionsrettighederne for Gallagher Energiser i Nederlandene
